Foto: PwC

PwC moderniserer og bliver på Strandvejen 44

Da et nyt domicil i Nordhavn først kan stå klart med udgangen af 2022 har PwC valgt at modernisere det nuværende domicil på Strandvejen 44 i Hellerup. Med fortsat vækst og en tilgang på over 300 ansatte alene i Hellerup over de seneste par år, oplever revisionsvirksomheden et akut pladsbehov og kan ikke vente fire år med at skabe nye rammer om medarbejdere og partnere.

PwC har tidligere offentliggjort planer om at flytte hovedkontoret fra Strandvejen i Hellerup til Marmormolen i Nordhavnen i 2020, hvor der også er godkendt et domicilprojekt af Københavns Kommune.

 

Men vurderingen er nu, at revisionsvirksomheden tidligst vil kunne flytte ind i slutningen af 2022. Dette sammenholdt med afvejning af projektets økonomi og risici bevirker, at PwC har valgt en anden løsning:

 

– Strandvejen 44 er en rigtig god lokation, og da vi oplever et akut pladsbehov og med en tilgang på over 300 PwC'ere i Hellerup alene over de seneste par år, mener vi ikke, at en endelig løsning herpå kan udskydes i 4 år. Vi har derfor valgt en anden løsning, hvor vi investerer i at modernisere Strandvejen 44 og som en ny mulighed helt eller delvist flytter ind i et af Punkthusene ved siden af vores eksisterende domicil, siger Pernille Stokholm Bøg, kommunikationschef i PwC.

 

Fremtidens muligheder

Moderniseringen vil ske efter de samme principper, som PwC havde tiltænkt for det nye domicil, hvorfor visionen og ideerne om et levende videnhus vil blive videreført. Et videnhus, der åbner for fremtidens muligheder for innovation og samarbejde.

 

Nogle af de bærende designprincipper bliver således fortsat fleksibilitet, mobilitet, innovation, videndeling og fællesskab.

 

– Vi ser frem til hurtigt at få skabt tidssvarende rammer for vores medarbejdere og partnere, og vi vil hurtigst muligt arbejde på de konkrete planer for moderniseringen sammen med dygtige kompetencer udefra, siger Pernille Stokholm Bøg.

 

Kilde: PwC Danmark