Foto: PR

11 byer får støtte til udvikling

Mange af yderområdernes større byer oplever i disse år voksende indbyggertal. Derfor satser flere kommuner på at styrke deres hovedbyer og primært bymidterne. Realdania giver 11 kommuner i yderområderne støtte til denne indsats efter første ansøgningsrunde i kampagnen Hovedbyer på forkant.

Befolkningen i Danmark vokser, men yderområderne som helhed får ikke andel i befolkningstilvæksten. Til gengæld vokser mange hovedbyer i yderområderne, og en række kommuner har allerede fokus på at styrke deres hovedbyer for at gøre byen til vækst- og udviklingsmotor. Særligt at genskabe liv og aktivitet i bymidterne.

 

31 kommuner tilkendegav i efteråret 2017 interesse i at deltage i et call, som er første runde af Realdanias indsats for at bidrage til at styrke hovedbyer i yderområder. Heraf ansøgte 14 kommuner, og nu får 11 tildelt støtte til projekter.

 

Byerne er: Hobro, Aabybro, Vordingborg, Thisted, Rudkøbing, Varde, Odder, Kalundborg, Haderslev, Assens og Aabenraa.

 

Støtter hver med op til 8 mio. kr.

Konkret får kommunerne støtte til at udarbejde strategiske planer for deres bymidter. Planerne skal vise vejen for at skabe nyt liv og aktivitet i gågader og øvrige handelsgader. Nogle af kommunerne vil for eksempel arbejde med at binde handelsområder, den historiske bykerne og eventuelle havneområder bedre sammen.

 

Støttebeløbene varierer fra godt 300.000 kr. og op til 8.000.000 kr., afhængig af projekternes omfang og om der eventuelt allerede er udarbejdet planer for hovedbyens midte.

 

Runde mere i 2018

Vordingborg modtager som den eneste kommune støtte til et konkret, fysisk projekt. Det er en omdannelse af byens stationsbygning og byrummene omkring. Tilsvarende har Langeland og Thisted kommuner søgt om støtte til realiseringsprojekter, hvor videre forundersøgelser skal danne grundlag for konkrete projekter i henholdsvis Rudkøbing og Thisted.

 

Senere i 2018 gennemfører Realdania endnu en runde med interessetilkendegivelser og efterfølgende udvælgelsesproces. Her vil de kommuner, der ikke var med i første runde, få mulighed for at søge støtte til et udviklingsprojekt.

 

Realdania har afsat i alt 73 mio. kr. til kampagnen Hovedbyer på forkant.

 

Læs mere her

 

Kilde: Realdania