Visualisering: E+N Arkitektur

Aarhus får 120 nye boliger ved Godsbanen

Høgh & Rousing Invest A/S og Haugaard Holding ApS har vundet muligheden for at opføre 120 boliger samt erhverv ved Godsbanearealerne i Aarhus.

Det er E+N Arkitektur, der har tegnet vinderprojektet, som er blevet døbt The Zigzag-Building. Bygningen bliver zigzagformet med seks etager på det højeste sted og en nedskalering mod Godsbanen til to etager.

 

Ny pulserende bydel

De 120 nye boliger skal ligge på grunden mellem Kulturproduktionscenter Godsbanen og Scandinavian Center Aarhus. Sammen med det gamle Æggepakkeri, der også bliver omdannet til boliger og erhverv, kommer byggerierne til at færdiggøre den østlige del af Godsbanearealerne.

 

- Vinderprojektet har en gennemtænkt arkitektur, der skaber en rumlighed og åbner sig mod resten af kvarteret og har gode grønne elementer. Der bliver et fint samspil med selve Godsbanen og det kommende byggeri ved Æggepakkeriet, og jeg er overbevist om, at projektet kommer til at bidrage til vores vision for godsbanearealerne som en ny pulserende bydel med masser af byliv, siger Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø.

 

Ud over kig til Godsbanen er en af grundens særlige kvaliteter en trærække med smukke halvstore træer langs Sonnesgade. Trærækken bliver bevaret, og derudover er der planlagt grønne uderum og grønne intime lommer zigzaggende langs bygningen.

 

Industrielt og eksperimenterende kulturmiljø 

Byrådet har godkendt vinderprojektet blandt fire indkomne bud, og hos vinderne glæder de sig over muligheden for at blive en del af den nye bydel på Godsbanearealerne.

 

- Vi har forsøgt at skabe et projekt, der spiller ind i den vision, der er for Godsbanearealerne som et område, der skal summe af liv. Og vi glæder os til at få lov til at bidrage til den spændende udvikling, der kendetegner området netop nu, siger Mads Høgh, indehaver af Høgh & Rousing A/S.

 

En udviklingsplan for Godsbanearealerne er under udarbejdelse. På sigt skal området rumme en ny pulserende og ungdommelig bydel, der også vil blive præget af det industrielle og eksperimenterende kulturmiljø, der kendetegner området i dag.

 

Læs hele nyheden her.

 

Kilde: Dagens Byggeri