Foto: Adam Mørk

Biosfæren på DTU hædres med international arkitekturpris

Det ekstraordinære atrium Biosfæren i DTUs nye bygning 202, tegnet af Christensen & Co Arkitekter og Rørbæk og Møller har vundet det tyske arkitekturmagasin DETAILs Special Prize Inside.

Det 13 meter høje atrium er hjertet i den nye bygning, der huser universitets forskning- og undervisningsmiljø inden for Life Science og Bioengineering på Lyngby Campus.

 

- Takket være den strenge og afbalancerede sammensætning af rummet imponerer atriummet ikke kun med dets sociale funktion, men også med sin specielle atmosfære. De reducerede materialer og overflader af glas og vertikalt monterede egetræslister kombinerer alle elementer for at danne en kontinuerlig enhed, lød det i juryens begrundelse for at tildele Biosfæren DETAIL special Prize Inside.

 

Foto: Adam Mørk

 

Biosfæren er på mange måder et unikt rum: Væggene er beklædt med 50.000 løbende meter egestave og dagslyset strømmer ind gennem ovenlysvinduerne, hvilket skaber et varmt og rart rum, at opholde sig i. Svævende mødebokse skyder sig ud i atriummet, og store glasvinduer skaber en visuel forbindelse mellem mødebokse og atrium.

 

- Når vi bygger nyt på DTU, er det afgørende at skabe rum, hvor forskellige fagligheder og discipliner kan mødes på tværs, for vi tror på, at det er i disse møder mulighederne for nytænkning og innovation opstår. I Biosfæren bidrager arkitekturen netop til at studerende, forskere og medarbejdere kan se hinanden og mødes i et uformelt, unikt rum med højt til loftet, siger campusdirektør Jacob Steen Møller, DTU.

 

Detail Priserne uddeles hvert andet år i fire kategorier og i år er det ottende gang. Juryen vægter fremtidsorienterede og innovative projekter med fremragende arkitektoniske og tekniske kvaliteter. I alt var 352 projekter fra 36 lande indstillet til DETAIL Prize 2018. I 2017 modtog Biosfæren desuden Tømmerprisen af Københavns Tømmerlaug.

 

Foto: Adam Mørk

 

Kilde: Christensen & Co Arkitekter